Traditioner

Aktivitet og Traditionskalender

Nytårskur:

Vi starter året med at drikke børnechampagne og spise kransekage, for at ønske hinanden godt nytår.


Fastelavn:

Fredagen inden fastelavnsmandagen, slår vi katten af tønden og spiser fastelavnsboller. Børnene må meget gerne være klædt ud.


Teaterture:

Vi går i teatret med børnene ca. 2-3 gange om året, fordi vi synes det er vigtigt at indføre børnene i forskellige kulturelle aktiviteter.


Påskefest:

Vi spiser påskefrokost den sidste fredag inden påske og børnene får deres påskepynt med hjem.


Idrætsdag:

I foråret afholder vi en fælles idrætsdag for hele huset, i Englandsparken. Disciplinerne er både individuelle og fælles. Alle børn modtager et diplom.


Førstehjælp:

De børn, der er fyldt 4 år, får mulighed for at lære førstehjælp. Vi har en underviser fra Falck, som kommer for at afholde et kursus for børnene.


Sommerfest:

Den sidste fredag i maj inviterer børnene deres forældre til fest i børnehaven.


Fødselsdag:

Vi holder børnehavens fødselsdag den 1. oktober.


Juletur:

En dag først i december tager vi ned og besøger Bedstemor And og Tante Henning. Vi finder Julemanden ude i skoven, spiser risengrød, fodrer alle dyrene, rider på heste og får måske en tur på ladet af traktoren.


Forældregløgg:

En eftermiddag i december inviterer vi på gløgg, æbleskiver og børnenes hjemmebagte småkager, og der bliver mulighed for at lave juledekorationer.


Julefest:

Vi danser om juletræet og julemanden kommer på besøg.


Børnefødselsdage:

Vi hejser flaget på vores flagstang sammen med børnene, og fejrer deres fødselsdag i børnehaven. I er velkomne til at medbringe et fotografiapparat, så vil stuens personale gerne tage nogle billeder af festen. Hvis I gerne vil deltage i fødselsdagsfesten, så aftal dette med stuens personale i god tid.

Forældrebestyrelsen har lavet en slikpolitik, som burde være med til at begrænse børnenes sukkerforbrug i børnehaven. Derfor opfordrer vi forældregruppen til at medbringe en enkelt ting til uddeling, når jeres barn har fødselsdag.

Vi afholder fødselsdagene i børnehaven ens, uanset på hvilken stue jeres barn går på. Vi afholder for det meste fødselsdagene om formiddagen, da alle børnene derved har mulighed for at deltage. Alle børnene sidder ved et fælles langt bord som fødselsdagsbarnet har hjulpet til med at dække. Vi tænder lys i vores lysestager, dvs. 3 år – 3 lys, 4 år – 4 lys osv. Vi synger 3 sange som fødselsdagsbarnet vælger og slutter af med at synge en fødselsdagssang. Fødselsdagsbarnet deler ud. Hvis vi har tid, leger vi en fælles leg som fødselsdagsbarnet bestemmer.


Små ture:

I løbet af året tager vi også på forskellige små ture i mindre grupper, f.eks. til skov og strand eller biblioteket. Vi tage på mange fælles ture på tværs af stuerne, vi er 3 voksne og 12 børn der tager af sted. Her har børnene mulighed for at danne nye venskaber på tværs af stuerne.


Heldagsture:

Vi tager alle på heldagstur i naturen fire gange om året. Vi har tidligere taget på det nu nedlagte Tinghusbakkegaard, men er ved at finde et nyt sted.


Forældremøde:

Hvert år i oktober holder vi forældremøde. Hvert andet år inviterer vi en foredragsholder og hvert andet år er det et stue opdelt møde.


Temadage:

Fra oktober til april, bliver de 2 til 5 årige aldersopdelt i grupper. Der bliver lavet en aktivitet specielt for barnets alderstrin.. Det foregår om onsdagen, samtidig med onsdagsklubben. Vi kan samtidig støtte børnenes venskaber på tværs af stuerne. Aktiviteten vil være rytmik, sang, massage, historiefortælling mm.


Onsdagsklubben:

Onsdagsklubben er en klub hvor de store børn, der skal i børnehaveklasse mødes mellem kl. 9.00 og 12.00. Klubben starter den første onsdag i oktober og slutter sidst i marts, med pause i december måned.
Vi arbejder bl. a. med følgende emner med børnene:

Hvem er jeg/hvor bor jeg/hvor skal jeg i skole?
Former og farver.
Trafik.
Rim og remser.
Klippe efter streger.
Løse givne opgaver.
Forstå en kollektiv besked
Tal og bogstaver
Kroppen

Vi slutter forløbet af med at tage på en heldagstur med efterfølgende middag.